IMO-møde ender resultatløst
I denne uge har IMO’s miljøkomité (MEPC) holdt sit 69. møde i London. På dagsordenen har blandt andet været et forslag om, hvordan skibsfarten kan bidrage til arbejdet med at undgå klimaændringer i forlængelse af Parisaftalen. Desværre lykkedes det ikke at nå til en aftale.
Ved Parisaftalen endte det som bekendt med, at skibsfarten ikke blev nævnt i det endelige aftaledokument. Derfor vil et evt. arbejde med at reducere CO2-udledningen fra skibsfarten være op til IMO, og mange medlemslande har opfordret IMO til at tage fat på dette emne.
Imidlertid var der på MEPC-mødet en lille gruppe lande, heriblandt Kina, som var imod udarbejdelsen af en plan for at regulere udledningen af drivhusgasser. Til trods for støtte fra et flertal af medlemslandene på mødet endte diskussionerne derfor uden nogen aftale.
Andre emner på dagsordenen var blandt andet arbejdet med energieffektivitet i den internationale skibsfart, herunder udviklingen af et dataindsamlingssystem for skibes brændstofforbrug.
MEPC’s næste møde holdes i oktober 2016.
Kilde: The Maritime Executive