Ikke at opnå resultater er også en gevinst
Flere af de højteknologiske projekter i Blue INNOship er allerede ført ud i livet, hvor de gør gavn hos rederier og i industrien. I enkelte projekter er gevinsten, at der ikke er en gevinst, forklarer projektets sekretariatschef.
Årlige millionbesparelser hos to danske rederier og et nyt milliardmarked for flydende gas. Det er de håndfaste gevinster af to af de otte projekter i Blue INNOship, som allerede er ført ud i livet.
Men Blue INNOship-projekt behøver ikke absolut at kaste konkrete resultater af sig i form af besparelser til gavn for klimaet og skibsfarten, også selv om det er det overordnede formål med projektet.
Et eksempel er projektet ’Encapsulated biocides’. Biocider i bundmaling på skibe hindrer begroning. Projektet skulle undersøge, hvilke metoder, der var mest effektive til at få biociderne til at virke i længere tid.
Det fik parterne, der er Teknologisk Institut og Hempel, dog ikke svar på, til gengæld lærte de, at det er vigtigt med klare mål, det rette samarbejdspartner, en agil og resultatorienteret tilgang samt at have fokus på implementering.
”Hempel har stor erfaring og ekspertise i udvikling og formulering af ny maling. De kan på et tidligt tidspunkt vurdere, om en given teknologi er kompatibel med fastsatte tekniske krav. Modsat har vi på Teknologisk Institut analytiske instrumenter og viden, som kan give Hempel svar og forståelse, som de ellers ikke ville have haft adgang til”, forklarer Lars H. Jepsen, projektleder hos Teknologisk Institut.
I Blue INNOships sekretariat hæfter man sig ved, at det er lagt grundsten til et nyt samarbejde, som vil gavne miljø og virksomheder.
”Selv om vi selvsagt helst vil have de konkrete resultater, som vi sætter os for at opnå, så viser biocid-projektet, at selv om man resultatmæssigt ikke når de opstillede mål, så kan værdien af at indgå i samarbejdsprojekter være høj. I dette tilfælde har det medført viden om, hvad der ikke skal arbejdes videre med hos Hempel samt grundlagt et videre samarbejde mellem Teknologisk Institut og Hempel, som med tiden kan medføre gode resultater til gavn for såvel miljø som virksomhederne”, siger sekretariatschef for Blue INNOship, Magnus Gary.
Læs hele artiklen i den nye udgave af Magasinet Maritime Danmark herunder: