Hummer nyder godt af fredede områder
Selv små områder med intet fiskeri har en god effekt på hummeren, som oplever en markant stigning i både antal og størrelse. Det samme gælder for torsken. Det viser resultater fra det velansete videnskabelige tidsskrift "Proceedings of the Royal Society B."
“Efter fire år var forsøgsfangsterne af hummer i bevaringsområderne tre en halv gang så store, som da studiet startede. Gennemsnitsstørrelsen på hummeren steg med 13 procent”, siger forsker Even Moland fra Havforskningsinstituttet i Norge.
Resultaterne er baseret på i alt syv års studier før og efter etableringen af beskyttede områder langs Skagerraks kyst. Det er første gang, virkningerne af kystnære fredede områder er blevet undersøgt så langt mod nord.
I 2006 fik hummeren sine egne naturreservater. Fire beskyttede områder blev besluttet i henholdsvis Aust-Agder, Vestfold og Østfold. Kun fiskeri med stang og line er tilladt i fredede områder, der er mellem en halv og en kvadratkilometer store. Mens hummer er fuldt ud beskyttet, bliver fiskene kun delvist beskyttet.
I den forbindelse er forskerne blevet positivt overrasket omkring torskens udvikling ved Flødevigen i Aust-Agder.
“Fiskeri med stang og line er stadig muligt her. Der er ikke tale om store områder, der er beskyttede. Alligevel målte vi en betydelig bevaringsvirkning af torsk, både når det kom til tæthed og størrelse”, siger Moland.
Kilde: Kystmagasinet.no