Hotelskib gik på grund ved Esbjerg Havn
Wind Ambition, et 153 meter langt og 21 meter bredt passager- og hotelskib, sejlede torsdag eftermiddag klokken cirka 13.50 på grund ved Esbjerg Havn. Wind Ambition var på vej ud af havnen, da uheldet skete. Årsagen til grundstødningen kendes ikke.
Det engelsk-flagede skib, der har plads til 137 overnattende gæster, lå indtil det blev højvande klokken 21.55 lige uden for trafikhavnen, omkring 150 meter fra land.
Da skibet var kommet fri af grunden, returnerede det til Englandskajen i Esbjerg, hvor det lagde til omkring 22.55 torsdag aften. Skibet lå stadig ved kajen her til morgen.
Hotelskibet har blandt andet været brugt af Siemens til indkvartering ved opførelsen af havmølleparken Walney 1 i 2010. Det flydende hotel har en lang dansk – engelsk historie, da det tidligere har sejlet for DFDS på ruten Esbjerg Harwich under navnet King of Scandinavia.
Kilde: jv.dk