Højt tempo sikrer ordrer til Esbjerg
Lønnen er høj, men det er tempoet også i Danmarks offshore by nr. 1. Esbjerg. Og i branche hvor tid i høj grad er penge, betyder et højt arbejdstempo lige så meget som regningens størrelse. Derfor ligger stadig flere borerigge vejen forbi Esbjerg.
"For hver dag, en borerig ligger stille, koster den ejeren 150.000 dollar, så det gør ikke så meget, om timelønnen er lidt højere i Danmark, så længe vi er hurtigere end de andre. Og det er vi for tiden," siger vicepræsident i Semco Maritime, Hans Peter Jørgensen til ing.dk.
Og de er rappe på fingrene i Esbjerg. Ifølge Semco er de danske virksomheder i Esbjerg cirka tre til otte dage hurtigere end konkurrenterne i Aberdeen, Holland og Norge. Derfor satser Semco Maritime nu hårdt på at trække reparationer af borerigge til Esbjerg.
"På langt sigt er ambitionen, at vi kontinuerligt har en rig liggende til reparation og opgradering i havnen," siger Hans Peter Jørgensen.
I dag ligger boreriggene typisk ved kaj to til fem uger, så hvis Semcos ambitioner skal blive til virkelighed, kræver det at en snes borerigge repareres i Esbjerg hvert år.
"Hvis vi bliver endnu dygtigere og får indrettet havnen til det, kan det lade sig gøre at få arbejdet med nogle af de rigge, der er i transit mellem verdensdelene og alligevel skal repareres. Men det kræver, at vi kan bevise vores evner over for rigoperatørerne."
Kilde. Ing.dk