Højere færgepriser er ren gift for industri
DI Bornholm kalder det gift for virksomhederne, når rederiet Færgen lægger op til at forhøje taksterne fra næste år med fem til seks procent. Det er væsentlig mere, end Færgen tidligere har bebudet, og rederiet forklarer den voldsomme prisstigning med at brændstofpriserne er steget.
”Den rene gift for virksomhederne på Bornholm. Det er grotesk, hvis raterne stiger så meget nu. Vores virksomheder er stadig ramt af den økonomiske krise, og konkurrencen er benhård.”, siger DI Bornholms formand, direktør Kenn Kjellberg, om den mulige forhøjelse af færgepriserne.
DI Bornholm skønner, at en så stor prisstigning vil koste erhvervslivet op mod fire millioner kroner ekstra om året. En ekstra omkostning af den størrelse vil ramme virksomhederne hårdt.
”Jeg er alvorligt bange for, at det vil koste bornholmske arbejdspladser, hvis færgetaksterne bliver så meget dyrere, siger Kenn Kjellberg.
Bornholms Trafikkontaktråd har dog i går bedt Rederiet Færgen om at genoverveje de prisstigninger, der er varslet på ruterne til og fra Bornholm.
Kilde: dr.dk/P4/Bornholm