Helt nyt: Nu kører Molslinjen over Fyn
Molslinjens buskoncept, Kombardo Expressen, indtager nu Fyn med en ny rute, der skal forbinde København med Sønderborg over Alslinjens færger mellem Bøjden og Fynshav, skriver rederiet i en pressemeddelelse.
Fire timer og ti minutter. Sådan er rejsetiden på Kombardo Expressens nye rute mellem København og Sønderborg. Ruten går via Odense og Faaborg til Sønderborg, og Alslinjens rute mellem Bøjden og Fynshav byder på den færgepause, som har gjort Kombardo Expressen til en hastigt voksende busorganisation.
”Det bliver en smuk tur gennem den fynske natur og ned til Alslinjens færger. På færgen tilbyder vi den gode Barista-kaffe, lidt at spise eller bare en god pause. Vi tror på, at bus og færge er en stærk kombination," siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Kombardo Expressen er et samarbejde mellem Molslinjen og Herning Turist, der begyndte som en hurtigrute mellem Aarhus og København via færgerne over Kattegat og siden har fået stoppesteder i flere byer undervejs.
Ruten over Fyn til Als kører første gang den 11. december og vil få fire daglige afgange - en dobbelttur frem og tilbage, skriver Molslinjen.
Kilde: Molslinjen