Helga gav mindelser om Estonia
Passagerfærgen Victoria 1, der tilhører AS Tallink Grupp og sejler mellem Tallinn og Stockholm, måtte fredag aften returnere til Tallinn i stedet for at fortsætte til Stockholm, fordi færgen tog vand ind. Stormen Helga førte til skader på skibet.
”Det er en traumatisk følelse at være om bord på en færge, som tager vand ind. Det første, man tænker på, er jo Estonia”, sagde en passager efterfølgende ifølge borsen.dk, der citerer Ritzau/TT.
Hændelsen fik passageren til at tænke på M/F Estonias dramatiske forlis i 1994. Den færge var også på vej mellem Tallinn og Stockholm.
Stormen Helga skabte så store bølger, at det slog den forreste radarantenne løs, og to vinduer blev også slået ind.
Cruisefærgen Victoria 1 blev bygget i 2004 og har kapacitet til 2.500 passagerer. Der var dog kun 1.568 passagerer ombord fredag aften. Skibet er 193 meter langt og er bygget med isklasse 1A.
Kilde: borsen.dk