Hapag-Lloyds første 13.200 TEU skib
Tyske Hapag-Lloyd er kommet med i den eksklusive klub af rederier, der råder over containerskibe med en kapacitet på 13.000 TEU eller derover. Det første af i en serie på 10 nye 13.200 TEU containerskibe til rederiet, er netop navngivet i Hamborg.
”Vi overvejede meget længe, om vi skulle indtræde i denne skibsklasse”, sagde Hapag-Lloyds CEO Michael Behrendt ved navngivningen, der fandt sted ved Altenwerder Container Terminalen i Hamborg.
Det nye containerskib, der er bygget af sydkoreanske Hyundai, bærer navnet Hamburg Express - et navn med lange traditioner i rederiet.
Yderligere to skibe i serien leveres sidst i september, resten i 2013. Alle 10 skibe i den nye serie vil blive indsat mellem Asien og Europa, hvor de vil indgå i G6-gruppens modsvar til Maersk Lines Daily Maersk.
De ti skibe kommer alle til at sejle under tysk flag og er de største i den tyske handelsflåde.
Kilde: Hapaq-Lloyd