Hanstholm Elektronik åbner på Rømø
Hanstholm Elektronik åbner nu en afdeling på Rømø. Det sker i forlængelse af, at firmaet for tre år siden åbnede en afdeling i Esbjerg. I begge tilfælde er det vindmølle service markedet der trækker
”Vi har i forvejen faste kunder i området, og vi kan udbygge samarbejdet ved at være tættere på dem i hverdagen”, siger administrerende direktør Ole Østergaard.
”Samtidig ligger vi strategisk godt placeret for at få del i den vækst, der vil komme til at præge Rømø Havn. Denne vækst betyder bl.a., at 10-12 crew-både får base på Rømø. Denne flåde samt alle andre skibe i Rømø Havn kan vi nu servicere 24 timer i døgnet”, siger Ole Østergaard.
Fra udelukkende at være fiskerihavn har etableringen af flere virksomheder inden for vindmølleindustrien skabt basis for, at Rømø Havn i fremtiden kan udvikle sig inden for vind industrien. Det sker som følge af aktiviteterne ved bl.a. den tyske havvindmøllepark Butendiek, som delvist skal serviceres fra Rømø.
Hanstholm Elektronik er i dag en af landets førende virksomheder inden for maritim el og elektronik og tæller 85 medarbejdere. Blandt de faste kunder er bl.a. flere værfter i Danmark og i Norge.
Kilde: Hanstholm Elektronik