Han hoppede over bord efter angreb
Den formodede gerningsmand til et knivstikkeri om bord på det Liberia-flagede tankskib Elandra Corallo savnes fortsat, trods en større eftersøgning med fire skibe. Han sprang selv i havet efter at have stukket et andet besætningsmedlem ned.
Skænderiet mellem de to besætningsmedlemmer startede ifølge Franceinfo, da det 50.600 dwt . store Vito-kontrollerede tankskib befandt sig 400 sømil ud for Koumac, New Caledonia.
Hvorfor det gik så galt, er der ingen oplysninger om. Men pludselig trak den ene en kniv og stak den anden ned. Og så hoppede han i havet.
Hændelsen blev straks rapporteret til myndighederne, der dirigerede fire skibe til området for at lede efter det afhoppede besætningmedlem. Men fandt ham ikke.
Imellemtiden viste ofrets knivstik sig at være så alvorlige, at det blev besluttet at evakuere ham fra skibet.
Det skete med helikopter onsdag eftermiddag i, hvad der bliver kaldt en “delikat medicinsk evakuerings-operation i høj sø”.
Skibet er på vej fra Sydkorea til New Zealand.
Kilde: TradeWinds.