Hackett: Vanskeligt at hæve raterne
Selv om containerrederierne vælger at fjerne kapacitet fra markedet, ser konsulenthuset Hackett Associates ikke store muligheder for, at containerrederierne kan komme igennem med de varslede store ratestigninger pr. 1. november.
”Raterne vil sandsynligvis ikke blive løftet, da volumenerne er faldet markant, og der stadig kommer ny kapacitet til. Jeg tror, Maersk Line bare prøver på at holde raterne på det nuværende niveau”, siger Ben Hackett fra Hackett Associates til Lloyds List.
Hackett advarer om, at hvis de resterende aktører i markedet vælger at tage markedsandele i stedet for at fastholde prisdisciplinen, kan det ifølge sende markedet "tilbage til de mørke dage i 2011", hvor raterne faldt til stærkt tabsgivende niveauer omkring 500 dollar per TEU..
”Når udbuddet markant overstiger efterspørgslen, falder priserne. Det faktum, at rederierne holdt sammen i andet kvartal, var imponerende for industrien, men der bliver stadig talt om at bestille nybygninger. I sidste ende vil markedskræfterne vinde”, siger Ben Hackett til avisen.
Kilde: sydinvest.dk