Grønt møde på Marienborg
Regeringen samler onsdag ledere fra erhvervslivet, eksperter, interesseorganisationer og politikere til et Grønt Marienborgmøde. Her vil regeringen drøfte den grønne omstilling med deltagerne og præsentere en række nye klimatiltag.
Arkivfoto.
”Den seneste klimarapport fra FN er alarmerende læsning. Der er behov for hurtig handling, og Danmark skal gå forrest. Regeringen vil have en markant udbygning af havvind. Og vi vil sikre, at vi når CO2-reduktionsmålet for 2025,” siger statsminister Mette Frederiksen.
Topmødet indledes med en tale af statsministeren. Herefter vil der være oplæg og paneldebatter om at øge globale klimaambitioner, Danmark som leverandør af grønne brændsler til Europa og udbygning af vedvarende energi på land.
Programmet begynder kl. 16.30 og slutter forventeligt kl. 18.00.
Inden mødet vil der være et kort pressemøde med statsminister Mette Frederiksen, fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
-mauh