Fregat-værft varsles om muligt sagsanlæg
Norges Forsvar og det spanske værft som byggede KNM Helge Ingstad udveksler breve med trusler om retslige krav. Spaniolerne fraskriver sig ethvert ansvar. Før jul udtalte Havarikommissionen at fregatten ikke klarede kollisionen så godt som den skulle.
Tankeren Sola TS lavede en mange meter lange flænge i skroget. Skaden var dog ikke værre, end at skibet skulle kunne holde sig flydende. Det ingen var klar over, var at gennemgående, åbne propelaksler førte til at vandet fossede videre ind i gearrum samt agterste og forreste maskinrum.
Kaptajnen var nødt til at evakuere det synkende skib. Forsvarsmateriell har nu varslet det spanske værft Navantia, som byggede de fem norske fregatter, at der kan komme retslige krav efter kollisionen og det påfølgende havari ud for Stureterminalen.
I et brev fra juridisk direktør Johan W. Kvandal i Forsvarsmateriell til Navantia, varsler Norge, at det kan blive aktuelt at benytte ”alle retslige midler eller instanser” mod både Navantia og værftets underleverandører.
Regningen efter havariet er gigantisk. Fregatten anses nu reelt for at være gået tabt, selv om det lykkes at hæve den. Indkøbsprisen for KNM Helge Ingstad er af Forsvaret anslået til 4,3 milliarder norske 2018-kroner, hertil kommer arbejdet med at bjærge fartøjet. Dette er beregnet til lidt over en halv milliard NOK.
Det er ikke oplyst, hvor stor en del af regningen det norske forsvar vil søge, at få det spanske værft til at betale.
Redaktionen