Fregat tæt på at være tømt for vand
Efter flere måneders modgang har heldet været med det norske forsvar de seneste dage. Stille vejr har det gjort det muligt at hæve hovedparten af den sunkne norske fregat KNM Helge Ingstad. Fortsætter vejret som nu, kan operationen være afsluttet på søndag.
Allerede onsdag eftermiddag var hævningen af fregatten så langt fremskredet, at den kunne bugseres til Semco Maritimes anlæg på Hanøytangen. Havneanlægget, 15 sømil fra ulykkesstedet, ligger mere i læ.
”Vi er glade for og stolte over, at vores ekspertise inden for seafastening og vores gode faciliteter kan medvirke til denne vigtige fase i bjærgningen af fregatten”, siger adm. direktør Lars Jønholt Halvorsen, Semco Maritime Norge.
Området, hvor fregatten ligger, og hvor der skal arbejdes med at gøre den klar til næste transport, er militær zone, og mens arbejdet står på, vil flere end 100 personer fra forsvaret, bjergningsselskabet og Semco Maritime være indlogeret på Hanøytangen.
Med held kan fregatten være tømt for vand i løbet af fredagen, hvorefter den nedsænkbare lægter Boabarge vil blive bugseret ind under fregatten.
Herefter fastgøres fregatten til lægteren, inden lægteren bugseres det sidste stykke til den norske flådes hovedbase ved Haakonsvern udenfor Bergen.
Så hurtigt det er muligt vil konserveringen af fregatten, og især det tekniske udstyr om bord, begynde. Det foregår ved at nedsænke udstyret i ferskvand for at bremse korrosionen.
Det vides endnu ikke, hvad der udløste kollisionen mellem den avancerede fregat og tankskibet Sola i begyndelsen af november sidste år.
Et livesignal fra Teknisk Ukeblad i Norge gør det muligt at følge direkte med i bjærgningen af den norske fregat. Se herunder: