Fragtskib vædrer sluse for anden gang
Mandag morgen kolliderede det hollandske fragtskib Rimini med slusen ved indsejlingen til Kielerkanalen i Holtenau. Uheldet lukkede indsejlingen til kanalen i tre timer, inden det lykkedes at bugsere det beskadigede skib væk.
Årsagen til uheldet er ikke kendt, men efterfølgende undersøgelser af fragtskibet viste, at de skader det pådrog sig ved sammenstødet med slusen ikke påvirkede skibets sødygtighed, hvorfor det fik lov til at fortsætte sejladsen tilbage til Holland.
Senere følger dog en regning for reparation af slusen, hvis den viser sig at have taget skade.
Det er ikke første gang at Rimini kommer galt afsted i Kielerkanalen. Så sent som den 19. maj kolliderede fragtskibet med en sluseport ved indsejlingen til kanalen i Brunsbüttel. Her var skaderne så omfattende at sluseporten ikke længere var i stand til at lukke, hvilket udløste reparationer der kostede mere end en million euro.
Begge uheld skyldes formentlig dårligt sømandskab, da det 12 år gamle fragtskib, der har en tonnage på 2.600 DWT, teknisk set er i god stand.
Tirsdag morgen befinder Rimini sig i Nordsøen med kurs mod Dordrecht i Holland.
Redaktionen