Fragtskib slået læk på Göta Älven
Et lettisk fragtskib, Oak, der er indregistreret på Cook-øerne, blev sent søndag aften ramt af ror-havari da det befandt sig i sluseanlægget ved Lilla Edet på Göta Älven. Besætningen mistede kontrollen med skibet der ramte sluseanlægget og blev slået læk.
Kraftige pumper fra det svenske beredskab var i stand til at forhindre skibet i synke, og det er nu forhalet til et kajanlæg hvor pumpearbejdet fortsætter.
Ifølge det svenske beredskab kom ingen personer til skade ved uheldet, og der er heller ikke konstateret nogen forurening. Skibet er ikke i fare for at synke. Der skal nu udarbejdes en plan for hvad der skal ske med det 88 meter lange fragtskib.
Oak var på vej fra Gøteborg til Hallekis med en last hvede da uheldet skete.
Det er mindre end 2 år siden at det svenske fragtskib Sternö kolliderede med sluseanlægget i Lilla Edet, og efterfølgende tog så meget vand ind at det kæntrede.
Sternö blev året efter hugget op hos Jatob i Frederikshavn.
Redaktionen