Fragtskib på grund ud for Faxe Ladeplads
Det 81 meter lange fragtskib, Raba sejlede mandag den 19. november fra Faxe Ladeplads. Her var det blevet lastet med kalk, der skulle til Aabenraa. Kort efter afgang kastede skibet anker, ifølge kaptajnen fordi skibet havde haft en let grundberøring og på grund af dårligt vejr i området.
Søfartsstyrelsen vurderede på det tidspunkt, at det var forsvarligt for skibet at fortsætte til Aabenraa, hvor det kunne blive inspiceret. Flere døgns hård blæst i området betød imidlertid, at vandstanden faldt, så skibet derfor nu sidder fast på grunden.
Fartøjet på 2.325 DWT ligger her lørdag morgen stille og afventer bjærgning. Raba skal nu præsentere en bjærgningsplan for Søfartsstyrelsen og Forsvarets Operationscenter, inden der kan gives tilladelse til videre sejlads.
Forsvaret anser sagen for at være en rutinesag og vurderer ikke, at der er risiko for forurening af havmiljøet.
Kilde: Værnsfælles Forsvarskommando