Fortsat fremgang i J. Lauritzen i 2018
J. Lauritzens driftsresultat før afskrivninger og særlige poster(EBITDA) udgjorde i 2018 6,3 millioner USD. Det var en fremgang på 24,7 millioner USD i forhold til 2017. Resultatet var på niveau med forventningerne. Det gennemsnitlige antal beskæftigede skibe udgjorde 109 mod 118 i 2017.
“2018 var et år med god fremgang, hvor vi forbedrede vore økonomiske og driftsmæssige resultater og nød godt af de generelle forbedringer af markedet. På trods af fremgangen er der stadig et stykke vej, før vi er tilbage, hvor vi ønsker at være i økonomisk henseende”, siger adm. direktør Mads P. Zacho.
De samlede aktiver udgjorde 462 millioner USD mod 504 millioner USD ved udgangen af 2017. Soliditetsgraden faldt en smule til 51 procent mod 52 procent ved udgangen af 2017.
Forbedringen af tørlastmarkederne fortsatte i 2018, dog med mindre styrke end i 2017. Markedet for gastankskibe i 2017 med stærk udbudsvækst kombineret med fald i efterspørgslen blev i 2018 afløst af stigende efterspørgsel, især af petrokemiske gasser, samt kraftigt fald i udbudsvæksten.
På trods af den skuffende start på 2019 for tørlastmarkederne med kraftige fald i fragtraterne er det forventningen, at raterne generelt vil styrkes i 2019 grundet bedrede markedsforhold. Samlet set forventes markederne for gastankskibe at forbedres yderligere i 2019.
Resultatet for 2019 forventes at blive lavere end i 2018. En positiv indvirkning på resultatet af de forventede moderate forbedringer af markederne for tørlast og gastank vil blive modsvaret af, at særlige poster på 25 millioner USD i 2018 ikke forventes at påvirke resultatet i 2019.
Desuden vil indførelsen af IFRS 16 regnskabstandarden for så vidt angår leasing med virkning fra 1. januar 2019 have en negativ indvirkning på resultatet.
Kilde: J.Lauritzen