Første tyske krydstogtskib tilbage på havet
For første gang siden udbruddet af corona, er et tysk krydstogtskib stævnet ud med passagerer om bord. Det drejer sig om Mein Schiff 2, der fredag aften forlod Hamborg med kurs mod Norge. Gæsterne får ikke mulighed for at gå i land i Norge.
Mein Schiff 2, der blev leveret til TUI sidste år, har en kapacitet på 2.900 passagerer, men på grund af corona-restriktioner må krydstogtskibet nu kun medbringe 60 procent af kapaciteten, så det er muligt at holde den nødvendige afstand.
Der er dog kun 1.200 passagerer om bord på denne første rejse.
Søndag formiddag befinder Mein Schiff 2 sig ud for den jyske vestkyst med kurs mod Hamborg, hvortil det ventes at ankomme mandag.
Krydstogtskibet var lige inde at vende i havnen i Kristiansand, inden turen gik sydover igen. Passagererne fik ikke mulighed for at gå i land.
Krydstogtskibe verden over har ligget uvirksomme hen, siden coronaen i marts satte en brat stopper for det alle ventede ville blive det største krydstogtår nogensinde.
Redaktionen