Første førerløse passagerfærge på vej
Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU) i Trondheim er involveret i et projekt, som skal resultere i verdens første førerløse passagerfærge. Færgen, der bliver testet i løbet af 2017, skal krydse en kanal i Trondheim, og den ventes i drift i 2018.
”Vi har studerende og vejledere fra institut for marinteknik, som udvikler skroget nu. Det bliver tilpasset overfarten i en kanal og skal tage hensyn til stabilitet og sikkerhed. Ikke mindst er den oplevede sikkerhed afgørende for, at folk skal føle sig trygge”, siger Egil Eide, førsteamanuensis ved NTNU, institut for elektronik og telekommunikation.
Færgen skal kunne medtage op til 12 passagerer og vil også få plads til cyklister og kørestole. Inden færgen kan sættes i drift, skal det norske Sjøfartsdirektoratet dog godkende brugen af færgen, og derfor skal projektpartnerne i løbet af 2017 blandt andet teste fremdriftssystemet, navigationssystemet og antikollisionssensorerne. Projektet er et samarbejde mellem NTNU AMOS (Senter for autonome operasjoner og systemer) og institutterne for elektronik og telekommunikation, kybernettik og marin teknik.
Der er i det hele taget flere norske projekter i gang, som går ud på at udvikle førerløse skibe. Britiske Automated Ships Ltd og norske Kongsberg Maritime er således gået sammen om at designe og bygge verdens første førerløse offshore-skib, Hrönn, som også ventes sat i drift i 2018.
Kilde: tu.no