Flere sigtelser i OW Bunker-sagen
Bagmandspolitiet har rejst sigtelser mod flere tidligere chefer i OW Bunker. Der er således rejst sigtelser mod tidligere adm. direktør Jim Pedersen og tidligere finansdirektør Morten Skou samt Lars Møller, der var chef for Singapore-datterselskabet Dynamic Oil Trading.
De er sigtet for bedrageri og mandatsvig. Ifølge en rapport fra kurator havde de kendskab til overskridelse af mandater med hensyn til OW Bunkers spekulation i oliederivater. Overskridelsen går på, hvor risikabelt handlen med oliederivater måtte være. Officielt var handlen et led i OW Bunkers risikostyring, men reelt var der altså tale om spekulation, mener kurator.
Chefen for OW Bunkers risikoafdeling, Jane Dahl Christensen, overskred de mandater, der var udstukket af både bestyrelse og direktion, hvilket blandt andet Jim Pedersen var vidende om. Der er dog ikke rejst sigtelse mod Jane Dahl Christensen.
Kilde: Dagbladet Børsen