Flensborg Skibsværft i store vanskeligheder
Grænseegnens store og gamle arbejdsplads mellem Danmark og Tyskland, Flensborg Skibsværft, er ude i store økonomiske vanskeligheder. Værftet er netop er gået i gang med at skære stålpladerne til det andet af to store ro/ro skibe til DFDS med byggenummer 773 til levering i efteråret næste år.
Det lykkedes imidlertid norske Siem Group, ledelsen på værftet og medarbejderne fredag at nå til enighed om en redningsplan. Planen går ud på at reducere de årlige omkostninger ved besparelser på mindst syv millioner EUR, cirka 52 millioner. Derudover skal medarbejderstaben reduceres med 98 personer blandt de 760 ansatte. De, der beholder deres job, har samtidig godkendt en lønreduktion på 5,5 procent.
Det skriver det danske mindretals avis ”Flensborg Avis”, i dag.
Flensborg Skibsværft, (Flensburger Schiffbau-Gesellschaft FSG,red.), havde sidste år et underskud på et tocifret millionbeløb. Målet med redningsplanen er at gøre værftet konkurrencedygtigt til fremtiden.
Norske Siem Group overtog FSG i oktober 2014. Ved den lejlighed blev det besluttet at vende tilbage til værftets corebusiness, bygning af ro/ro og ro/pax skibe. Værftet blev mere eller mindre verdensberømt på bygning af disse skibe bl.a. til DFDS, de såkaldte ”blomsterskibe” og senere Clipper rederiernes ”Truckferries”.
Siden har værftet blandt andet bygget en række offshore fartøjer bl.a. til seismiske undersøgelser, højteknologiske skibe, der har krævet ovenud stor ekspertise. Leveringsplanerne har ikke kunnet holdes hvilket har fordyret produktionen. Et sådant skib er netop ved at blive færdiggjort til ejerne, Siem Group, ved udrustingskajen på værftet efter testsejlads i Østersøen.
De to DFDS ro/ro skibe, der er under bygning på værftet har begge langvarige bareboat charter kontrakter. Det første leveres allerede til foråret næste år. Begge skibe bliver de hidtil største fartøjer i det danske rederis shortsea sejlads hen over Nordsøen. De får en længde på 210 meter og en kapacitet på 4.076 lanemeter. Skibene vil tilføre DFDS 20 procent ekstra kapacitet i forhold til de skibe, som de ventes at erstatte.
Kilde: Flensborg Avis og Redaktionen