Fjord Lines næste cruisefærge klar før tid
Fjord Lines nye cruisefærge MS Bergensfjord forlader i dag Bergen Group Fosen, værftet på den norske vestkyst, og sætter kursen mod sin nye hjemhavn, Hirtshals. Det sker tidligere end planlagt. Rederiet vurderer nu muligheden for at sætte MS Bergensfjord i drift tidligere end forventet.
”Vi er meget tilfredse med, at værftet leverer skibet forud for den aftalte tidsplan. Vi er ivrige efter at få skibet til Hirtshals, så vi har god tid til at lave de sidste klargørende øvelser, inden MS Bergensfjord skal ud at sejle med passagerer mellem Danmark og Norge. Jomfrurejsen er sat til den 3. april, men vi overvejer at starte ud tidligere”, siger Gert Balling, der er direktør i Fjord Line Danmark.
Forud for indsættelsen skal skibets kommende besætning lære skibet at kende og blive fortrolige med deres nye arbejdsplads fra maskinrum over tekniske procedurer til bro og tapasbar, ligesom skibets 306 splinternye kahytter og luksussuiter skal gøres klar til at modtage de første gæster.
”Vores gæster har taget rigtigt godt imod den første cruisefærge, vi indsatte i juli sidste år. Når vi snart har to nye cruisefærger i drift, har vi nået vores mål om at have daglige afgange til Langesund, Stavanger og Bergen året rundt. Det vil få stor betydning for rejselivet mellem Danmark og Norge, hvilket det allerede meget lovende billetsalg i sommermånederne taler sit tydelige sprog for”, fortsætter Gert Balling.
MS Bergensfjord er identisk med søsterskibet MS Stavangerfjord, som Fjord Line indsatte mellem Danmark og Norge sidste år. De 170 meter lange skibe har plads til 1500 passagerer og op til 600 personbiler. Cruisefærgerne er nogle af de mest miljøvenlige i verden, idet skibets fire motorer udelukkende bruger flydende naturgas (LNG).
Kilde: Fjord Line