Fjord Line får grøn turismepris
Torsdag modtog Fjord Line den prestigefyldte Skål International Sustainable Tourism Award for den grønne søvej mellem Norge og Danmark. Rederiets to nye cruisefærger, MS Stavangerfjord og MS Bergensfjord sejler udelukkende på LNG og er de første, største og mest miljøvenlige af sin slags i verden.
”Cruisefærgerne sætter nye standarder for fragt- og passagertransport ved at begrænse CO2-emissionen med brug af fremtidens grønne brændstof.
Flydende naturgas er en innovativ og sublim investering i alternativ grøn energi”, lød begrundelsen torsdag fra et enigt dommerpanel.
Fjord Line tog imod prisen på Skål World Congress, der i år fandt sted i spanske Torremolinos. Her gjorde award-panelet det klart, at Fjord Line med sit fremsynede ”naturgasprojekt” og store engagement inden for miljøvenlig sejlads, var klar vinder af transportkategorien.
Rederiet fik for alvor slået sin grønne profil fast i 2013, hvor den første af cruisefærgerne blev søsat. Året efter fulgte søsterskibet. Begge sejler udelukkende på LNG på de daglige afgange mellem Danmark og Norge.
Brugen af LNG reducerer udledningen af NOx med 92 procent i forhold til brug af tung fuelolie. Desuden elimineres svovludledningen fuldstændig, ligesom udsendelsen af partikler reduceres med 98 procent. En milliardinvestering, som nu lønner sig for Fjord Line.
Cruisefærgerne, MS Stavangerfjord og MS Bergensfjord, har tidligere høstet hæder i form af skibsbranchens Oscar ved Ferry Shipping Conference 2014. Det skete i kategorierne ”bedste skibsdesign” og ”største LNG-færge”.
Samme år blev MS Bergensfjord kåret som "Årets Danske Skib" på den maritime messe "Danish Maritime Fair" i København.
Kilde: Fjord Line