Fiskemelsfabrik vil indhente det tabte guld
Hanstholm Fiskemelsfabrik forventer at omsætte for mere end 500 mio. kroner i år - en forudsigelse, der baseres på kvoten for årets tobisfiskeri.
Fra d. 1. april kan de danske tobisfiskere sætte i gang. I 2013 har de adgang til 249.000 tons.
Administrerende direktør for Hanstholm Fiskemelsfabrik, Peter Jensen, vurderer i følge nordjyske.dk at de 249.000 tons repræsenterer en landingsværdi mellem 5-600 millioner kroner, og at de vil bidrage med en omsætning på 800 millioner kroner til Danmarks fiskemelsfabrikker.
“I år forventer vi at nå en omsætning på mere end 500 millioner kroner og regner med at forarbejde 120.000 tons fisk, heraf mellem 40 og 50 procent tobis”, siger Peter Jensen. Direktøren håber, at fiskerne vil få mulighed for at fiske hele kvoten hjem.
Kilde: nordjyske.dk