Finsk boykot af Unifeeder fartøjer
To af Unifeeders skibe er blevet ramt af boykot i finske havne. Selskabet meddeler, at boykotten udføres af Det Finske Transportarbejderforbund, AKT, der hævder at handle i sympati med og efter anmodning fra Det Internationale Transportarbejder Forbund, ITF.
”Som vi forstår det, er boykotten ikke rettet specifikt rettet mod disse to skibe, men er en industri aktion. Vi har ikke på nuværende tidspunkt kendskab til varigheden af boykotten, eller om andre fartøjer vil blive omfattet af aktionen. Men vi må desværre forvente, at det resulterer i forsinkelser”, skriver Unifeeder i en meddelelse.
De boykottede skibe er MV Calisto i havnen i Rauma og MV Charlotta B i Kotka. Den specifikke årsag til boykotten er ikke blevet offentliggjort.
Situationen er uden for selskabets kontrol. Men man vil vil naturligvis følge situationen nøje og sikre, at kunderne bliver holdt fuldt underrettet om konsekvenserne, ligesom man, vil bestræbe sig på at minimere effekten på kundernes forretning bedst muligt .
Unifeeder med hovedsæde i Aarhus driver Nordeuropas største feedernetværk.
Kilde: Unifeeder