Færgestart koster Bornholmstrafikken dyrt
Bornholmstrafikken havde i 3. kvartal en omsætning der lå 2,5 procent, eller 5,4 millioner kroner under omsætningen i samme periode sidste år. For hele året er der udsigt til et underskud på 50 millioner kroner - på grund af tab i Nordic Ferry Service.
Nordic Ferry Service, som Bornholmstrafikken ejer sammen med Clipper, bentes i år af få et underskud på 150 millioner kroner, og heraf skal de 75 millioner kroner dækkes af Bornholmstrafikken. Og det er det underskud, der nu tynger Bornholmstrafikken ned. Det skriver nyhedsportalen Bornholm.nu.
Baggrunden for den negative resultatudvikling er vanskeligheder i forbindelse med opstarten af Samsøruten, som har medført væsentlige ekstraomkostninger.
De to rederier har iværksat et arbejde med at samordne aktiviteterne i et fælles selskab med administrationen fortsat beliggende i Rønne, og med Sydfynske A/S, som ejes af Clipper, som en del af samordningen.
Dertil kommer, at Nordic Ferry Services, som skal stå for sejladsen til Bornholm på en ny kontrakt for perioden 2011-2017, har brug for investeringer på 750 millioner kroner.
Kilde: bornholm.nu