EU vil ansætte 10.000 nye grænsevagter
EU-Kommissionen vil etablere en grænsepatrulje på i alt 10.000 mand, som skal styrke EU’s ydre grænser og dermed fremtidssikre landene mod migrationsstrømme fra især Afrika. Danske Rederier er godt tilfredse med forslaget.
"Det er rigtig positivt, at EU-Kommissionen ønsker at styrke de ydre grænser. Der er behov for en politisk løsning nu. Vores forhåbning er, at incitamentet for at krydse den farefulde færd over Middelhavet vil blive mindre, ligesom vi håber på færre kritiske situationer, hvor danske handelsskibe opsamler nødstedte mennesker i overfyldte både", siger Maria Skipper Schwenn, direktør i Danske Rederier.
I 2014 var danske handelsskibe med til at redde over 3.000 bådflygtninge, som var i havsnød på Middelhavet Selv om antallet er mindsket betragteligt, oplever handelsskibe i Middelhavet fortsat at måtte træde til i nødssituationer. I 2018 har der været flere eksempler på, at de nærliggende havne, som er forpligtet via internationale konventioner til at tage migranterne i land, har nægtet, og flere skibe har måtte tilbringe flere dage på havet, mens man ventede på politisk handling til lands.
”Den opgave er et handelsskib overhovedet ikke gearet til. De har hverken de nødvendige forsyninger eller ressourcer til at samle hundredevis af nødstedte migranter op fra havet. Det gør handelsskibene fordi man er juridisk og moralsk forpligtet til det, og derfor mangler vi stadig en klar garanti for, at et handelsskib kan landsætte migranterne hurtigst muligt og på sikker vis", siger Maria Skipper Schwenn.
EU-Kommissionens forslag omkring øget grænsebevogtning står ikke alene, når det kommer til at løse migrationsproblematikken. I sin tale bekendtgjorde Jean-Claude Juncker, at man ønsker at lave en økonomisk partnerskabsaftale med Afrika, der - via øget samhandel og finansielle støtteordninger - har til hensigt at skabe vækst og op imod 10 millioner arbejdspladser.
Kilde: Danske Rederier