EU støtter Scandlines' grønne tiltag
Scandlines forventes at få tildelt 47 millioner kroner fra EU til installation af scrubber og hybridsystem på de to nye passagerfærger, M/F Berlin og M/F Copenhagen, til ruten Gedser-Rostock samt til miljøvenlig infrastruktur på begge havneanlæg.
”Vi er stolte og glade for blåstemplingen fra EU. Vi ser det som endnu en stor anerkendelse af det arbejde, vi gør for at implementere grønne tiltag på vores overfarter og gøre vores fremtidige færgefart endnu mere miljøvenlig”, siger CEO hos Scandlines, Søren Poulsgaard Jensen.
Den grønne omstilling til hybriddrift på Fugleflugtslinjen mellem Rødby-Puttgarden har tidligere modtaget bidrag gennem EU. EU's infrastrukturfond Connecting Europe Facility (CEF) har til formål at fremme mere effektive, grænseoverskridende transportkorridorer.
I 2013 indførte Scandlines som det første færgerederi i verden et hybridsystem, der i stor skala kan lagre overskydende energi i batterier om bord. Ambitionen for rederiets grønne strategi er i sidste ende et helt emissionsfrit fremdriftssystem for færgerne.
Scandlines’ væsentligste mål er at optimere brændstofforbruget på de to nybygninger til ruten Gedser-Rostock samt at overholde de gældende miljøkrav. Det opnås ved at installere Scandlines’ prisvindende hybridfremdriftssystem, som allerede findes på alle fire passagerfærger på Rødby-Puttgarden, samt installere røggasrensere, som reducerer svovludledningen med mindst 90 procent.
Kilde: Scandlines