EU-Parlamentet støtter arktisk miljø-tiltag
Et flertal i Europa-Parlamentet besluttet at støtte et forbud mod brugen af den mest forurenende skibsolie ved sejlads i Arktis. Næsten alle politiske grupper i parlamentet støtter forslaget, der hilses velkommen af miljøorganisationer.
Miljøorganisationen “Transport & Environment” hilser EU-Parlamentets ønske om forbud mod “heavy fuel oil”, HFO, velkommen og benytter lejligheden til at kritisere FN´s søfartsorganisation IMO. “Det er uheldigt, at at sagen ikke en gang er på IMO´s agenda. Nu bør EU-medlemslandene følge op på den politiske beslutsomhed, der er vist af Europa-Parlamentet, og argumentere for beskyttelse af et af de mest sårbare ecosystemer i verden over for IMO, siger Faig Abbasov, shipping policy officer i Transport & Environment.
Brugen af HFO er skadelig for både mennesker og miljø og resulterer blandt andet i høj udledning af sod (black carbon) , der anses for at være den næst vigtigste årsag til klimaforandringer efter CO2. Og i forbindelse med oliespil f.eks. i forbindelse med skibsulykker er HFO “umulig at rense helt op med katastrofale følger for den arktiske natur,” siger miljøorganisationen.
Brugen af HFO er allerede forbudt i Antarktis og organisationen Clean Artic Alliance, der er dannet af en lang række miljøorganisationer med det formål at få udfaset brugen af HFO, hilser også EU-resolutionen velkommen. “Et forbud mod. brug af HFO på skibe, der opererer i det arktiske område vil reducere både påvirkningen ved oliespild og niveauet af forurenende stoffer, der driver smeltningen af isen på Arktis,” siger chefrådgiver Sian Prior, Clean Arctic Alliance. Han kalder videre resolutionen for en “klar besked til IMO om, at europæiske borgere ønsker et forbud mod brugen af HFO i Arktis”.
IMO´s komite for beskyttelse af det maritime miljø mødes næste gang i juli måned.
Kilde: World Maritime News