“EU bør godkende ophugningsværfter i Asien”
Shippingorganisationen Bimco efterlyser EU-godkendelse af store ophugningsværfter i Asien, fordi kapaciteten i Europa er for lille. Kun i Tyrkiet kan de største skibe blive skrottet efter EU´s forskrifter, og det er langt fra nok.
EU-landenes ophugningsfaciliteter er kun bygget til at kunne håndtere mindre fartøjer eller offshore installationer. Ingen EU lande har recycling-værfter, der kan tage de største skibe, og derfor er der brug for at kigge mod øst, skriver Bimco i sin tredje rapport om ophugningsværfter.
“I dag er der fortsat ingen faciliteter i de største ophugningslande som Indien, Bangladesh eller Pakistan, der er på EU´s liste over godkendte værfter til ophugning af større skibe. Mange værfter har gjort en betydelig indsats for at opgradere deres faciliteter.
Vi mener, at fokus på at få nogle af disse faciliteter tilføjet på listen bør øges, hvis de opfylder kravene i Hong Kong-konvention (om bæredygtig ophugning, red.), som vi mener bør ratificeres hurtigst muligt,” siger Bimcos generalsektretær og adm. direktør, David Loosley.
EU´s liste omfatter nu 46 værfter godkendt til ophugning. 27 værfter i Indien har ansøgt om optagelse på listen, men er altså ikke blevet godkendt.
Kilde: Bimco.