Esvagt Innovator indsættes på Syd Arne
Esvagt Innovator afløser fra slutningen af juli Esvagt Connector på det Hess-ejede Syd Arne-felt. Her skal det nybyggede Multi Role Vessel bl.a. være stand by skib, sejle forsyning og sørge for opkobling af tankskibe.
"Med en A-ramme får vi mulighed for at håndtere slangesystemet skånsomt, så vi kan trække det op og vedligeholde ombord på skibet; noget man tidligere har tilkaldt andre skibe til", siger Ib Hansen, Head of Commercial hos Esvagt.
Også på andre område vil det nye MRV kunne løse opgaver, som hidtil har været udlagt til specialskibe, eksempelvis servicering i forbindelse med arbejdet på de ubemandede platforme i området med et såkaldt Walk-to-Work gangway system:
"Med 'Esvagt Innovator' leverer vi et skib, der muliggør stort set alle tænkelige operationer, vi kender i dag – og har plads til at lægge mere på, hvis man gennem vores samarbejde får nye behov. Det er et topmoderne, brændstoføkonomisk og fremtidssikret skib", siger Ib Hansen.
Det 82 meter lange MRV 'Esvagt Innovator' er bygget på Cemre Shipyard i Tyrkiet.
Kilde: Esvagt