Esbern Snare bunkres af Monjasa Ranger
Fregatten Esbern Snare er begyndt at patruljere i Guineabugten, for at beskytte den internationale skibsfart mod pirateri. Fregatten skal primært patruljere i farvandede ud for Ghana, Nigeria, Cameroun, Togo, Benin, Ækvatorial Guinea og San Tomé og Principe.
”Vi kan med skibets sensorer og Seahawk-helikopteren overvåge skibstrafikken i et stort havområde. Jeg forventer, at vores tilstedeværelse vil have en afskrækkende effekt på piraterne. Men vi er naturligvis klar til at gribe ind, hvis vi opdager piratbåde, der leder efter skibe, de kan angribe, eller hvis piraterne er i færd med eller har angrebet et skib”. siger kommandørkaptajn Lars Povl Jensen, der er chef på Esbern Snare.
Fregatten har mandat til at operere i og omkring hele Guineabugten og farvandet ud for det vestlige Afrika.
Esbern Snare er udsendt som et rent dansk bidrag, men fregatten vil samarbejde med flådeenheder fra Italien, England, Frankrig og Portugal, der også opererer i bugten, ligesom den vil have et samarbejde med kyststaterne i området.
”Vi vil dele vores maritime situationsbilleder og andre relevante oplysninger med de øvrige nationer. Vi planlægger desuden at gennemføre en snarlig såkaldt cross deck træning med den italienske fregat Marceglia, hvor vores helikopter lander på det italienske skib og deres helikopter lander her på Esbern Snare. Muligheden for at vores helikopter kan lande og tanke på den italienske fregat giver en ekstra sikkerhed, men kan potentielt også forlænge helikopterens rækkevidde og dermed vores aktionsradius”, siger Lars Povl Jensen.
Det er den danske bunkerkoncern Monjasa der sørger for at Esbern Snare har de nødvendige forsyninger af brændstof til at operere i Guineabugten,
Monjasa Monjasa Ranger, der opererer i Guineabugten, har allerede haft sit første rendezvous med fregatten, som det fremgår af billedet herover.
Skibsbidraget omfatter ud over Esbern Snare og dens ca. 120 mand store besætning også eksterne bidrag fra blandet andet Flyvevåbnet, Militærpolitiet, Efterretningsregimentet, Forsvarets Sanitetskommando og Frømandskorpset, i alt knap 180 mand.
Der sejler på daglig basis 30-40 dansk opererede skibe i Guineabugten, der er det farvand i verden, hvor pirateriet udgør det største problem.
Kilde: Forsvarskommandoen