Erria leverer rekordresultat i 1. halvår
Erria kom ud af 1. halvår med meget positive tal fra top til bund i regnskabet. Omsætningen steg med 20 mio. til 49,4 mio. kr., mens driftsindtjeningen blev øget fra 0,8 mio. kr. til 6,3 mio. kr. Selskabet opjusterede for en uge siden forventningerne til hele årets omsætning og resultat.
Arkivfoto..
”Jeg er meget tilfreds med det første halvår. Ud over de stærke resultater i perioden, herunder de øgede forventninger til EBITDA for hele året, har vi med integrationen af opkøbene Mermaid Maritime Vietnam & Cathay Seal nået en række væsentlige strategiske milepæle, og ikke mindst leveret selskabets bedste halvårsresultat siden 2014,” udtaler Henrik N. Andersen, CEO i Erria i en kommentar til delårsrapporten.
Forventningerne til helårets omsætning blev 17. august opjusteret til 120-130 mio. kr. mod tidligere 110-120 mio. kr. mens EBITDA vil andrage 9-11 mio. kr. mod tidligere 7-9 mio. kr.
De gode resultater betyder, at den bogførte egenkapital nu er positiv med 0,8 mio. kr. mod minus 12,8 mio. i 2021, oplyser selskabet.
Erria indgik 20. juni en 5-årig aftale med Ørsted om, at varetage driften af Ørsteds seks enheder, som er beskæftiget med bl.a. sejlads med træpiller til de danske kraftværker. Denne aftale trådte i kraft 1. juli 2022, og påvirker derfor ikke resultatet for 1. halvår.
Kilde: Erria.