Erhvervet fastholder solidarisk is-løsning
Danmarks Rederiforening, DI/Transport, Danmarks Skibsmæglerforening og Danske Havne har tirsdag foretræde for Folketingets Forsvarsudvalg. På mødet vil opfordrer erhvervet politikerne til, at fastholde det solidariske princip i det fremlagte lovforslag om isbrydning.
I en fælles anbefaling skriver de fire erhvervsorganisationer, at de har noteret sig, at flere ordførere mener, at havne på Vestkysten skal friholdes for isafgifter.
”Erhvervet vil gerne advare mod, at nogle friholdes, da det vil være er en trussel mod den solidariske løsning for udsatte farvande. For også mange skibe og havne øst for Skagen bryder selv is, og får ikke brug for den ny ordning. De kan med lige så stor begrundelse ønske sig fritaget for isafgift. Dermed falder det økonomiske grundlag for den solidariske løsning”, skriver de fire erhvervsorganisationer.
”Det er erhvervets ønske, at der skal ske et opgør med den 60 år gamle ordning. For at den foreslåede ordning hænger sammen, er det vigtigt, at der er solidaritet. Hvilke havne og hvilke skibe, der enten har bidraget, eller ikke har bidraget igennem de seneste mange år, bør ikke influere på den fremtidige ordning”, hedder det videre.
”Danmarks Rederiforening, DI/Transport, Danmarks Skibsmæglerforening og Danske Havne skal derfor opfordre Forsvarsudvalget til at fremme lovforslaget i dets nuværende form”.
Foretrædet kommer efter, at Folketinget har første behandlet Forslag til lov om ændring af lov om Statens Istjeneste, L45. Bag lovforslaget ligger en aftale mellem Danmarks Rederiforening, DI/Transport, Danmarks Skibsmæglerforening, Danske Havne og Forsvarsministeriet.
Den nye ordning sikrer et beredskab, så skibe i nød kan hjælpes, en solidarisk ordning for skibsfarten i de farvande, hvor isen først og kraftigst volder problemer, samt en Istjeneste til at overvåge isforholdene. De mest udsatte farvande er Limfjorden, det Sydfynske Øhav og Smålandsfarvandet mellem Sjælland og Lolland/Falster. Den nye ordning koster 6 millioner kroner om året, mod 20 millioner kroner for den tidligere ordning, der inkluderede tre store statsisbrydere.
Redaktionen