Enorme fundamenter på vej mod Køge
To enorme fundamenter til Kriegers Flaks offshore transformeranlæg er lige nu på vej mod Køge fra den belgiske by Oostende. De to fundamenter, som vejer henholdsvis 8.000 og 10.000 tons, er støbt direkte på semi-submersible-prammen Boabarge 37.
Prammen vil blive bugseret ind i Køge Havn af slæbebåden ”Zeus of Finland” og en assisterende slæbebåd. Bugseringen koordineres af to piloter med lokalt kendskab.
Blue Water er havneagenter og leverer en række øvrige serviceydelser i forbindelse med transporten.
”Vi er stolte over at være udnævnt til agenter for Jan De Nul Group til Kriegers Flak-projektet, og vi ser frem til at modtage de to fundamenter i Køge. Det bliver et imponerende syn, og det skal blive et samtaleemne i byen”, siger Nicolai Keller fra Blue Waters agencyafdeling i København, som står for projektet.
Kriegers Flak havvindmølleparken er ejet af Vattenfall og består af 72 Siemens Gamesa 8 MW vindmøller. Det forventes, at vindmølleparken står færdig i 2022.
Kilde: Blue Water