En person druknet efter Bountys forlis
Den amerikanske kystvagt har bjærget liget af en af de to savnede efter forliset af HMS Bountyi mandags. US Coast Guard fortsætter sin søgen efter den stadigt savnede kaptajn Robin Walbridge. Der deltager flere fly samt skibe fra kystvagten i eftersøgningen.
Der er stadig et spinkelt håb om, at kaptajnen kan findes i live, da vandtemperaturen i området, hvor Bounty sank, er omkring 20 grader celsius. Kaptajnen var desuden iført en orange overlevelsesdragt, da han forsvandt.
Det lykkedes US Coast Guard at redde 14 overlevende, der var gået i redningsflåderne, da skibet gik ned under orkanen Sandys hærgen.
Kilde: US Coast Guard og Tall Ships of America