Ejerskab og forsikring aldrig efterforsket
Officielt var det Danmarks opgave at undersøge ejerskab for forsikringsforhold omkring Scandinavian Star efter den påsatte brand i 1990, hvor 159 mennesker omkom. Men politiet prioriterede slet ikke den opgave, siger to pensionerede kriminialinspektører, ifølge Politiken.
Ud over at undersøge ejerskab og forsikringsforhold fik de danske myndigheder også til opgave
at undersøge ansvaret for skibets dårlige sikkerhed. Men Frederiksberg politi anså det kun som deres opgave at undersøge den manglende sikkerhed, fremgår det af en udtalelse fra den stedfortrædende stationsleder for kriminalpolitiet på Frederiksberg fra 1985 til 1990:
“Efterforskning i de forudgående rederidispositioner og eventuelle mistænkelige sammenhænge i selskabskonstruktionerne måtte naturligt indgå i brandefterforskningen i Norge”, siger Knud Ole Bennekou til Politiken. Han tilføjer, at det også gjaldt ejerforhold og “mistænkelige dispositioner i forsikringsforhold”.
Knud Ole Bennekous efterfølger som kriminalinspektør på Frederiksberg, Ove Spindler, siger til Politiken, at han "erindrer ikke, at der var nogen efterforskning, ud over hvad der handlede om skibets sikkerhed".
Du har altså ikke noget kendskab til, at Frederiksberg Politi foretog efterforskningsskridt i forhold til selskabskonstruktioner, økonomi og forsikring? “Nej, det har jeg ikke,” lyder hans svar til Politiken.
Udtalelserne er vigtige og interessante, fordi der senere på måneden er en høring om Scandinavian Star sagen på Christiansborg, der bliver efterfulgt af en forespørgselsdebat i Folketinget, hvor regeringen skal redegøre for status i sagen og fortælle, hvad den vil gøre for at fremme en opklaring af mordsagen.
Efter branden aftalte Norge, Danmark og Sverige at dele efterforskningen i mellem sig. I Norge har det hele tiden været opfattelsen, at Danmark skulle tage sig af ejerskab og forsikringsforhold. Men det er tilsyneladede aldrig sket.
Kilde: Politiken.