Dover Seaways tilbage i rutedrift
Dover Seaways er nu tilbage i rutedrift efter en omfattende reparation på den forreste del af skibet. Reparationen var nødvendig efter, at færgen kom til at ramme en mole ved afsejlingen fra Dover søndag den 9. november.
”Jeg vil gerne personligt takke alle officerer og besætningsmedlemmer, både dem om bord under ulykken, og dem der klargør skibet til rutedrift igen, for det fremragende arbejde de har udført, og den professionelle måde, de har handlet på under vanskelige omstændigheder. Selvom undersøgelsen af årsagen til styrefejlen endnu står på, er jeg glad for, at vi kan levere skibet tilbage til BU Channel uden yderligere forsinkelse”, siger Nigel Cureton, fleet manager i DFDS.
Der er blevet udskiftet 13 ton stål på 10 dage under reparationen på Damen skibsværftet i Rotterdam, og de sidste reparationer udføres, når skibet alligevel skal i den årlige tørdok til januar. Mens skibet var i dok, brugte officererne og besætningsmedlemmer tiden på at male et af hovedfragtdækkene fra top til tå.
Kilde: DFDS