DONG satsning truet af mangel på kraner
DONG Energy investerer over de næste tre år 16 milliarder kroner i opsætning af nye havvindmøller. Men den store vækst i antallet store havvindmøller har gjort manglen på egnede kranskibe til en farlig flaskehals.
Specialskibe der er i stand til at opsætte over 100 meter høje havvindmøller, er blevet en mangelvare.
"Der findes i dag reelt kun 10 skibe, man kan få adgang til. Vi skal sikre, at vi har kontrol over disse skibe« siger Christina Grumstrup Sørensen, direktør for DONG Energys vigtige satsning på vindmøller til havs, til dagbladet Børsen.
DONG Energys fremtidige succes ligger reelt i hænderne på to selskaber, britiske MPI Offshore og danske A2Sea, der hører til i Fredericia.
Dong Energy jo er medlem af Danmarks Rederiforening. Det er energiselskabet, fordi koncernen ejer pramme til transport af kul. Hos Sydbank ser analytiker Jacob Pedersen det som ret oplagt, at Dong Energy køber et af kranselskaberne.
"Det giver mening, i lyset af at Dong Energy har havvind som erklæret indsatsområde, og at manglen på skibe er så stor", siger Jacob Pedersen.
Kilde: Dagbladet Børsen