DONG øger omsætning og overskud
Pengene fosser ind i kassen hos den danske energigigant DONG. Det er blandt andet den store investering i det norske gasfelt Ormen Lange der nu for alvor kaster penge af sig. DONG forventer nu at overskuddet i 2008 bliver væsentlig højere end sidste år.
"Det har været et tilfredsstillende finansielt første halvår, som i kombination med vores markeds- og prisforventninger til andet halvår sætter os i stand til at opjustere vores forventninger til resultatet for hele regnskabsåret 2008", siger koncernchef Anders Eldrup.
Omsætningen steg i første halvår til 27,8 milliarder kroner mod 20,2 milliarder kroner i samme periode sidste år. Overskuddet efter skat blev på 3,1 milliarder kroner, en milliard bedre end overskuddet på 2,1 milliarder kroner sidste år.
"Det gode resultat fra første halvår er præget af, at vi nu ser effekten af den investering DONG Energy foretog i det norske gasfelt Ormen Lange i 2005. Omvendt er indtjeningen fra elproduktionen fortsat meget lav, presset af høje og stigende kul- og CO2-priser", siger Anders Eldrup i en kommentar til regnskabet.
På baggrund af det gode halvårsregnskab opjusterer DONG forventningerne til årsregnskabet, så der nu forventes et overskud der ligger væsentlig højere end de 3,3 milliarder kroner der blev opnået sidste år.
Indtil nu har DONG forventet at 2008-overskuddet ville ligge på niveau med 2007.
Kilde: DONG