Dong Energy er 107,8 mia. kr. værd
Ved børslukketid i går var Dong Energy’s markedsværdi steget til 107,8 milliarder kroner. Det skal sammenlignes med, at børsværdien indledningsvist var sat til 98,2 milliarder kroner. Men selvom torsdag var en festdag i Dong-hovedkvarteret, er målet ikke nået, lyder det fra topchef Henrik Poulsen.
”Koncernen er på vej gennem en strategisk omstilling og en udvikling, og vi er kommet langt. Men der er stadig så utroligt meget mere, vi skal gøre”, siger Henrik Poulsen.
Han mener blandt andet, at Dong har mulighed for at komme endnu længere foran konkurrenterne inden for havvind.
”Det er jo innovationsevnen i koncernen, der har skabt det her. Vi er en pioner, kan man sige. Det er spændende og har været enormt motiverende de sidste fire år. Og det stopper ikke her”, siger han.
Selvom Dong Energy nu er gået på børsen, har den danske stat stadig en aktieandel på 50,4 procent, mens SEAS-NVE Holding A/S har 9,6 procent og New Energy Investment har en aktiepost på 14,7 procent.
Kilde: Dagbladet Børsen