DONG Energy børsnoteres i år
DONG Energy bekræfter i dag sin hensigt om at gå videre med planerne om en børsnotering på Nasdaq Copenhagen. Med forbehold for uforudsete omstændigheder og gældende markedsforhold kan børsintroduktionen blive iværksat med henblik på notering i sommeren 2016.
Den 18. september 2015 offentliggjorde DONG Energy A/S sin plan for en børsintroduktion og meddelte, at Selskabet ville arbejde frem imod en børsnotering på Nasdaq Copenhagen inden udgangen af 1. kvartal 2017.
I forbindelse med børsnoteringen sælger den danske stat som majoritetsaktionær en andel af sin nuværende aktiepost, men beholder 50,1 procent af aktierne i DONG Energy. Den planlagte børsnotering forventes at bestå af et salg af mindst 15 procent af de eksisterende aktier i Selskabet ved et delvist salg fra de nuværende aktionærer i DONG Energy, bortset fra medarbejderaktionærer.
Den endelige størrelse af udbuddet vil blive oplyst i forbindelse med Selskabets offentliggørelse af prospektet. Der udstedes ingen nye aktier som en del af børsnoteringen.
DONG Energy og det statsejede selskab Energinet.dk indgik tirsdag om, at Energinet.dk køber DONG Energy's ejerandel på 100 procent i DONG Gas Distribution A/S og relaterede operationelle aktiviteter. 97 medarbejdere overdrages, når handlen er gennemført den 30. september 2016.
DONG Gas Distribution A/S og relaterede operationelle aktiviteter sælges for en samlet pris på 2,3 milliarder kroner, og forventes at resultere i en gevinst ved salg af virksomheder på 1,5 milliarderkroner.
Handlens endelige gennemførelse er blandt andet betinget af godkendelse fra Finansministeriet, Energi-, Forsynings,- og Klimaministeriet og konkurrencemyndighederne. DONG Energy og Energinet.dk har endvidere indgået en aftale om ydelser i en overgangsperiode, efter at handlen er gennemført.
Kilde: DONG Energy