Dødstal nu på seks: Værft stopper arbejdet
Myndighederne i Sydkorea har beordret Samsung Heavy Industries til at stoppe arbejdet på sit Goeje-værft efter kranulykken i går, hvor seks blev dræbt og 22 såret, heraf seks alvorligt, rapporterer nyhedsbureauet Yonhap.
Ulykken skete under bygningen af en norsk olieplatform, da en kran væltede ned over et brønmodul til platformen. Dødstallet blev først opgjort til fem, men er natten over vokset til seks, mens seks er alvorligt såret og 16 har fået mindre kvæstelser. Det er normalt, at en lukning af en arbejdsplads efter en ulykke vil vare fjorten dage, skriver TradeWinds.