DMMA delvist tilfreds med regeringsudspil
Danmarks nye VLAK-regering vil styrke Det Blå Danmarks konkurrenceevne. Det bakker DMMA gerne op om, ifølge formand Ole Philipsen. Han pointerer dog, at en betingelse er øget dansk beskæftigelse på alle niveauer i erhvervet både til lands og til vands.
”I DMMA byder vi Brian Mikkelsen velkommen som ny minister på området, og vi ser frem til at samarbejde om at styrke de maritime erhverv. Vi bakker fuldt op om tiltag, der styrker Det Blå Danmark. Men det er en afgørende betingelse, at evt. nye støtteordninger sker under forudsætning af, at de skaber øget dansk beskæftigelse både til lands og til vands”, siger Ole Philipsen, formand for DMMA og CO-Søfart.
Den øgede beskæftigelse er ikke sket blandt danske søfarende. Senest har man ifølge DMMA, dokumenterbart set en overvældende majoritet af danske søfarende blandt de opsagte i fyringsrunder i landets største rederi-koncern.
Baggrunden for Danmarks styrke har rod i den dybe, danske maritime kultur. De maritime kompetencer er mangeartede og forudsætter en rodfæstet know-how, der spænder bredt fra sømandskab til købmandskab.
Fra rekruttering til uddannelse og fastholdelse af jobs i det maritime er der behov for øget fokusering på dansk beskæftigelse. DMMA pointerer, at man ikke vil støtte rammevilkår, der stort set kun tilgodeser rederiernes ønsker og lader danske søfarende uden udsigt til beskæftigelse.
Kilde: DMMA og CO-Søfart