DFDS køb har symbolbetydning i Mærsk
Med salget af Norfolkline og overtagelsen af en stor aktiepost i DFDS, er det ikke kun et længe ønsket frasalg af sideaktiviteter der er faldet på plads for Mærsk. Ved handlen sættes der også punktum i en gamle fejde mellem Mærsk og Lauritzen.
Når man nu ved, hvor meget historie og ånd betyder i ejerkredsen bag A.P. Møller - Mærsk, så må Mærsk Mc-Kinney Møller i dag sidde tilbage med et stille skævt smil, efter at det ligger fast, at Mærsk overtager en stor portion aktier i rederiet DFDS og får reel indflydelse i det store gamle rederi. Det skriver business.dk.
For netop DFDS var anstødssten til en gevaldig fejde mellem Mærsk Mc-Kinney Møllers far, Arnold Peter Møller, og skibsreder Knud Lauritzen, der ledede rederiet J. Lauritzen frem til sin død i 1978.
De to røg i totterne på hinanden, da Knud Lauritzen i starten af 1960erne begyndte at købe op af aktier i DFDS, der dengang var et af de absolut største danske rederier.
Arnold Peter Møller var indædt modstander af Lauritzens overtagelse af DFDS, og han bekæmpede den offentligt. Hans ønske var, at to gode danske rederier i stedet skulle fokusere på at kæmpe med de udenlandske konkurrenter - i stedet for at købe hinanden.
Kampen mellem de to handlede ikke bare om striden om DFDS. A.P. Møller og J. Lauritzen kæmpede alle år om pladsen ved bordenden blandt de største danske rederier - og industriselskaber.
J. Laurizen var stor, men nåede aldrig op på siden af først ØK, som i mange år var det største danske rederi, og siden A.P. Møller, som siden 1970ere har været absolut størst blandt rederierne i Danmark.
Kilde: business.dk