DFDS holder kursen stabilt
DFDS’ nye forretning i Middelhavet indfrier forventningen, mens usikkerheden om Brexit påvirker lidt negativt. Tredje kvartals omsætning steg med 12 procent til 4,4 milliarder kroner. Resultatet før skat og ekstraordinære poster, EBITDA, voksede med syv procent 1,0 milliard kroner.
”Vi er glade for at fastholde forventningen om et EBITDA på over tre milliarder kroner for hele året, hvilket er en stigning på mere end 10 procent i forhold til sidste år. Vores nye fragtruter i Middelhavet udvikler sig, som vi forventede ved købet. I Nordeuropa har virksomheder og forbrugere derimod brug for en afklaring om Brexit, før væksten kan fortsætte”, siger CEO Niels Smedegaard.
DFDS’ omsætningen voksede i årets tredje kvartal 2018 til 4,4 milliarder hovedsageligt som følge af udvidelsen af rutenetværket i Middelhavet og øget omsætning fra passagerer i feriehøjsæsonen. Fragtomsætningen blev hæmmet af lavere vækst på grund af forøget usikkerhed om Brexit. Endvidere påvirkede en stor logistikkontrakt omsætningen positivt i samme periode sidste år.
Mængderne på fragtruterne steg med seks procent, hvilket var lavere end forventet, idet aktiviteter knyttet til Storbritannien gik ned i tempo, mens handelen mellem Europa og Tyrkiet blev negativt påvirket af en væsentlig devaluering af den tyrkiske lira (TRY) i august.
Antallet af passagerer steg med en procent og væksten i omsætningen per passager var højere end forventet. Eneste minus i kvartalsregnskabet var resultatet før skat, EBIT, der endte 12,9 procent lavere på 622 millioner kroner i forhold til 714 milliomner i samme periode 2017.
Koncernens omsætning forventes fortsat at stige med omkring 10 procent for hele året 2018. Som følge af lavere europæisk vækst indsnævres forventningsintervallet for EBITDA før særlige poster til 3,0-3,1 milliard fra tidligere 3,0 til 3,2 milliard kroner. I 2017 blev EBITDA på 2,7 milliarder kroner.
Kilde:DFDS