DFDS forlader Dieppe-Newhaven ruten
DFDS har besluttet sig til ikke at byde på en forlængelse af rederiets koncession på at drive færgeruten mellem Dieppe-Newhaven. Færgeruten er offentlig ejet og udbydes i licitation.
Den nuværende aftale løber indtil slutningen af 2014, og den franske myndighed Conseil General har sendt ruten i licitation for at indhente bud fra interesserede rederier. Ansøgningsfristen udløb i slutningen af januar.
“Vi tror ikke, vi kan opfylde de nye betingelser, som ejeren af ruten har stillet. Det gælder bl.a. et eksklusivitetskrav, som betyder, at vi ikke kan samle vores generelle ressourcer, vores indkøbsvolumen, store flåde og andre ressourcer for at udnytte stordriftsfordele. Og det er nødvendigt for at opnå en nødvendig forbedring af økonomien på ruten. Derfor giver den nuværende økonomiske model i licitationen os ikke mulighed for at fremsende et fornuftigt tilbud på ruten”, siger Peder Gellert Pedersen, Executive Vice President DFDS Shipping Division.
Hvis situationen ændrer sig er DFDS dog parat til at afgive et bud under andre betingelser.
”Vi vil fortsætte med at søge en holdbar løsning, men jeg er ked af den uvished, det skaber for vores kolleger på ruten, og jeg håber meget, at vi kan finde en løsning”, siger Peder Gellert Pedersen.
DFDS driver ruten gennem datterselskabet Transmanche Ferries der betjener overfarten med to daglige retursejladser året rundt. Overfarten tager fire timer.
Newhaven er den britiske færgehavn der ligger tættest på London og ligeledes tæt på den populære badeby Brighton.
Kilde: DFDS Update