DFDS afviser konkurrenceforvridende aftale
De franske konkurrencemyndigheder har nu, på linje med de britiske myndigheder, igangsat en undersøgelse mod DFDS og P&O Ferries, for at have indgået en mulig konkurrenceforvridende aftale på overfarterne mellem Calais og Dover.
Undersøgelserne kommer efter, at de to rederier
i maj indgik en aftale der betyder, at en lastbil blot kan køre om bord på den først ankommende færge uanset om den har billet til DFDS eller P&O Ferries.,
Aftalen blev indgået kort tid inden de to selskaber fik en ny konkurrent i form af Irish Ferries, der ikke er inviteret med i samarbejdet.
"DFDS vil gerne gøre det klart, at dette er en teknisk aftale, der gør det muligt at reducere ventetider for vores kunder i havnene", siger Jean-Claude Charlot, administrerende direktør for DFDS Frankrig, i en kommentar til, at de franske myndigheder nu også er gået ind i sagen.
"Vi vil selvfølgelig samarbejde med konkurrencemyndigheden og indsende alle de nødvendige dokumenter", siger Jean-Claude Charlot, og understregede at myndighederne "ikke på dette stadium er nået til nogen konklusion om en overtrædelse af loven".
P&O ønskede fredag ikke at kommentere sagen overfor fransk presse.
Redaktionen